Endeløse tomrum
Som skiller sjæl fra sjæl
I jegets verden
Visner min sjæl.
Gunnar Ekelöf

Julen 2017.

9 dec. 2017

UPS, nu er det snart, den nærmer sig hastigt. Den har været her for ganske kort tid siden, men alligevel længe siden, så langt tid siden, at vi har glemt, glemt det vi skulle huske og som vi talte og sang om. Det er lige nu, om lidt, det vi ser frem til og frygter, det som både er varme og kulde. Minderne danser i glimt, historier om mennesker der savnes, mennesker der ikke savnes og som alligevel erindres. Vi synger lydløst med på sangene, de gamle og nye, vi synger med på de sange som ikke er skrevet endnu, for vi ved hvordan de vil lyde. Vi synger og siger ord som vi gerne vil efterleve. Vi går i storcenteret for at udløse det juleskrabelod som vi lige har købt , vi kan ikke indløse det - den viser det sig at være fra sidste år , men vi har jo lige lagt det i lommen.

Vi søger et fælles punkt, et orgelpunkt som ikke er døden, men livet. Julen minder os om den længsel. Lysene varmer i fugten fra regnen som vasker sneen væk før den falder. Vi køber os til glæden og ønsker af hjertet at gi, ikke kun for selv at blive elsket, men for at glæde og glædes. Vi tæller de hjemløse, der er flere end sidste år, ca. 500 får vi det til – skynder os at gå videre, fordi det gør ondt – vi overfører kr. 200 kr. via Mobile pay og køber hus forbi for at lette smerten, for en stund - men så dukker håbløsheden op igen, den indhenter os , lige på hjørnet af nytårsvej . Håbet sidder løst, vi prøver at holde fast på det – næste år bliver bedre, visker vi til hinanden, uden helt at tro på det – vi skåler på hele verdens vegne. Det bliver bedre for det er det vi vil – hjertet vil - men hjertet må albue sig frem. Vi klarer det. Det er det vi ønsker os allermest – at vi klarer det - sammen.

Video: Christmas for the down and out