Berlin August 2015.

Der var år hvor lykken næsten bestandigt havde tændt sin flamme , hvor tiden var så fyldt med glæde og uret spiste med ved bordet uden at tikke. Der var dage hvor duften af tobak og røg føltes sundt og smagen af vin helede kroppen, mens sjælen tændte glæden. Luften duftede af nysgerrighed og vinden minglede glødende, uden den mindste generthed. Vi spiste af retterne, vi sørgede for at byde alle , inviterede gæster fra hele verden. Velkomme her sagde vi stolte af os selv ,vi skålede og glassene sang de skønneste viser, så skrøbeligt og sart som glas nu er, båret på hænder af tillid. Smilene krøb vi tættere og tættere sammen, så der til sidst næsten ingen afstand var.

Så var der nogle der blev bange ,de hev i nødbremsen, skreg: ”pas på det går snart galt, uret holder pause flammerne brænder huset af og vi mister alt , alt det vi har bygget op, samlet og erhvervet os flittigt af frygt for at miste det”.

De brandsikrede huset, byggede en vold omkring haven, forsikrede sig mod tiden, selvom det var den dyreste forsikring der fandtes, ansatte vagter udenfor i døgndrift, uret fik mundkurv på og måtte kun vise sig hver anden time. De hejste flaget som tegn på: , ”dette er vores”, men ingen kunne se det, for murene var højere end flagstangen. Så fik de trykt plakater af flaget og satte dem op uden på murene.

Nu kunne de smile, men bag smilet var der angst , og angst æder til sidst smilet. Angst er den længste vej mellem mennesker.

Vi andre blev sørgmodige , kede af det, flove. Vi viste ikke rigtig hvordan vi skulle tackle det. Glassene var splintret og vi skar os på skårene. Blodet kogte og krigen kunne bryde ud når som helst. Vi ville gerne tale om det, se om vi kunne hente værdigheden og tilliden til hinanden tilbage, men det var for sent, angst og frygt, blandet med mindreværd er en stærke kræfter at være oppe imod.

Festen er forbi , de få der er tilbage må holde ild i flammen og håbe til et sidste.