Endeløse tomrum
Som skiller sjæl fra sjæl
I jegets verden
Visner min sjæl.
Gunnar Ekelöf

En historie skrevet "til glæden"

24 maj 2016

Nøglen sidder udvendig. Nøglen sidder udvendig. Det stinker af luft, der har været i samme rum i måneder. Mørket har lagt bind for vores øjne, og det er tankerne der må finde lyset. Vi sidder i samme rum, bundet sammen af skæbnen. Vi kan ikke se hinanden. Låsen sidder udvendig. Vi prøver at finde et fælles sprog, til trods for, at vi kommer fra forskellige lande, samlet af skæbnen og verdens luner. Ledere, der stræber efter magt over dem, der er svagere, for at dem, der er svagere, kan få magt over dem, der er endnu svagere. Låsen sidder udvendig. Vi deles om luften, som har været i rummet lige så længe som os. Vi venter sammen. Vi sidder på den sorte jord. Vi venter sammen i samme sekund, time, de samme dage, nætter, uger, måneder. Vi må finde et fælles sprog, selvom vi kun tænker på os selv. Vi må finde en fælles stemme, der kan binde trådene sammen om håbet, og hive det indtil vores hjerter. En tør stemme fra inderst hjørne af rummet hvisker begyndelsen af en sang ”la, la – la, la – la, la – la, la, la, la, la, la, la, la, la………….. ” – en spinkel stråle af lys rammer midten af rummet – ”la, la, la, la, la, la, la, la” låsen låser sig op – sprænges – ”la, la, la, la, la, la, la…”

Til glæden