Udreag af "En sangskrivers søgen efter det dybe smil"

Lundbæk 1966

Står på den store bakke, som rejser sig nænsomt op til skoven. Jeg er syv år gammel. Kikker ud på kornmarkerne og fjorden. Det er august, lige før høsttid. I fremtiden vil jeg stå samme sted, ved denne udsigt, dog med uret tikkende ude af takt med min puls. Jeg vil da droppe at gå ned til fjorden, vil ikke løbe i markerne og indånde duften af korn, fjord og frihed, men blot forsøge at fastholde billedet, så længe jeg kan, for derefter måske at gå videre i de spor, som så ofte gentager sig selv. Men denne august sensommerdag overvælder lykken mig, det er søndag, frihed – tiden har fri og har inviteret mig til leg i kornmarkens duft. Engang vil denne leg afføde en sang: “Take me back to Easy Sundays, Easy Sundays Yeh”. “Easy Sundays” vil ligge på P3’s hitliste, men jeg vil ikke være glad, for ”Easy Sundays” SKAL nu afføde en anden sang, hvad enten den vil eller ej.

Jeg løber, smiler, synger, tiden står stille, eller man kan sige, den kan ikke følge mig, for jeg er forbandet hurtig, det er som en slowmotionfilm, der kører dobbelt tempo. Jeg hører mit åndedrag sammen med lyden fra kornet, som knækker ved mine slidte og hullede gummiskos trampen. Sammen danser de en intens rytme. Jeg er i smilet, jeg er smilet, mærker det dybt nede i maven, stopper op, jeg er forpustet, trækker vejret hurtigt, kikker ned på min mave. Når jeg trækker vejret ind, spiles maven ud, perfekt vejrtrækning. I fremtiden vil min vejrtrækning være modsat. Jeg mærker en strøm af vand fra mine fødder, en brusen, som når en kapsel springer af en sodavandsflaske og skummet løber over. Floden strømmer igennem mig, vandet pibler opad, gennem maven, hjertet, halsen, rammer mine øjne, og jeg græder, så tårerne løber ned af ansigtet samtidigt med, at jeg griner. Glæden og tårerne får frit løb, de kæmper ikke om, hvem der kommer først, nej de følges ad, for de ved, at de er afhængige af hinanden. Vi er kun mig, kornmarken, fjorden og tiden. Jeg er lykkelig, det dybe smil, glæden.

Cuba 2008

Jeg vandrer i gaderne i Havanna, Vinales, Trinidad. Her er der ikke den materielle overflod, der ofte holder glæden kunstigt oppe. Jeg smiler til cubanerne, det smil som jeg igennem mange år har tillært mig i mangel på noget mere ægte. Smilet, som kan give mig noget igen, altså noget for noget. En cubansk dreng forærer min datter sine sidste penge, fordi han synes, hun er smuk. Jeg smiler igen til de forbipasserende, jeg mærker noget, der i alt for mange år har været bedøvet. En smuk kraftig cubansk kvinde smiler til mig, det rammer mig dybere, end jeg har mærket meget meget længe og kaster en længsel efter mig, et råb om hjælp – som et tøbrud. Her er der ikke tale om seksuel tiltrækning, mere en ganske naturlig sensuel livsglæde, som stikker i den halvfrosne flod dybere nede i mig. Et nyt smil fra en tandløs cubansk arbejdsmand, en lille pige kaster sit mørke smil lige i maven på mig, en ældre husmor, der til rytmen fra en cubansk folkemelodi hænger nyvasket tøj op på en tørresnor mellem to håndsnittede træstolper, danser sit smil så dybt ind i mig, at jeg går gennem isen, synker ned i floden. Tror, jeg skal drukne, men opdager, at jeg kan trække vejret under vandet.

Danmark

En juni morgen 2012 sidder jeg i stilhed i mit arbejdsrum, kikker ud af vinduet. Udsigt til åbne marker og lyden af legende børn blander sig med synet af et fly svævende lydløst over himlen, måske rejsende hjemvendt fra eventyr langt borte. En mail tikker samtidig ind på min computer. Ansøg om co-writing ”House of Songs”, Austin, Texas. En angst bobler op i mig, hvorfor? Jeg behøver jo ikke søge, det er helt frivilligt. Men det er, som om mailen driller mig, ”du tør ikke,” siger den, ”du er bange.” En træthed har længe hærget min sjæl og kravlet videre til den fysiske tilstand. En træthed, der har udgangspunkt i gentagelser af ideer, der måske for længst har mistet sin dans. Det ligger måske ikke kun i mig selv, men også som en universel træthed, verden og jeg er i oprør, noget nyt skal ske. Jeg prøver at smile, men smilet er tavst, det vil ikke rigtigt, eller jeg kan ikke mærke, om jeg smiler. Kikker i spejlet for at se, om smilet er der, men i spejlet er der ingenting overhovedet, det er tomt, ligesom jeg selv. Jeg tørrer spejlet af …? Ingenting. Da jeg er helt alene i rummet, stikker jeg hovedet helt tæt ind til spejlet og råber ”hallo …?” Jeg gentager, men denne gang har jeg tændt min forstærker, sat en mikrofon til og råber ind i mikrofonen og spejlet: ”Er der nogen?” Der sker intet, jeg slukker mikrofonen og skal til at gå, da jeg hører lyden af en spinkel lys drengestemme. HEJ, jeg vender mig om, kikker i spejlet og ser en dreng, der smiler dybt til mig. Min vejrtrækning er tung, og brystkassen arbejder for at holde pulsen nede. Jeg genkender ham, jeg genkender hans lurevorne smil, der siger; ”hej verden, jeg er klar, livet er herligt.” Jeg skal til at spørge, men i det samme begynder drengen at forsvinde, jeg råber, ”nej gå ikke, hvem er du, gå ikke,” men i løbet af få sekunder er drengen væk. Jeg bliver stående ved det tomme spejl, hører lyden af flyvemaskinen, vender mig mod vinduet, men kan ikke se den.

Efter ti minutter har noget i mig overtaget og skrevet en ansøgning til ”House of Songs”, vedhæftet albummet ”Morning Sessions” og sendt den af sted til USA. To måneder efter sidder jeg i flyet til Texas en rejse, som viste sig at blive noget helt andet, end det den var tiltænkt.