02-Der er ingen vindere

Lige ved min side sidder ensomheden . Ensomheden, som ikke hedder andet og som er tavs, min daglige gæst. Ensomheden sidder helt stille og venter. Jeg taler til den, men den svarer ikke. Når jeg vågner om morgenen fra drømmenes verden overtager ensomheden, og en grå tone spreder sig i mit indre. Jeg prøver at gå ensomheden væk ved at vandre fra værelse til værelse, fra køkkenet til badeværelset, ud i haven, gemmer mig i bryggerset; men ensomheden følger mig som en kold skygge, en tone uden klang. Min hverdag er som en slidt LP, der kører på en gammel grammofon. Ensomheden følger mig, når jeg skal med bussen. Den stiger ind sammen med mig, står stille lige bag mig, jeg venter altid lidt for at se om buschaufføren opdager den. Jeg vil jo gerne betale for to, men kun hvis chaufføren opdager, ensomheden er med mig. Det vil være flovt at sige, at jeg vil betale for to, hvis chaufføren ikke ser den, og jeg skal til at forklare mig. Det er flovt at være ensom, så jeg siger til chaufføren: ”jeg skal besøge mine børnebørn”, selvom det ikke er sandt.

Jeg opdager noget, som for mig er en overraskelse. Jeg opdager at ensomheden ikke er ensom, der er flere, for bagved chaufføren sidder en ensomhed, som til forveksling ligner min. Min forbavselse bliver endnu større, da jeg ser, at de fleste passagerer har sin egen ensomhed med sig.