06-Længslernes Allé

Hun står længe ved bredden, bølgerne er flade og det glimter med sølvstrenge ud over vandet. Længere ude hænger disen helt ned til vandoverfladen. Hun træder langsomt ud i vandet uden at tage skoene af. Der bliver hurtigt dybt. Hun mærker det iskolde vand på læggene, det gyser i hele kroppen. I horisonten skimter hun en grønlig genstand. Hendes tanker flyder lige så langt ud som udsigten og sløres af disen længere ude. Genstanden kommer tættere på. Det er endnu svært at se, hvad det er. Hun kikker tilbage. En løber vinker til hende og råber: ”pas på ikke at gå for lang ud”. Hun går længere ud, vandet når hende til lysken. Flere løbere kommer til. De stopper op og råber:” kom ind lille pige, det kan være farligt”. Den grønlige genstand er endnu tættere på og har kurs mod hende. Løberne på bredden er nu samlet i en flok og har valgt en talsmand, som råber i en megafon: ”du må ikke gå så langt ud, pas på understrømmen”. Hun går fem meter længere ud, vandet når hende nu til lidt over maven, kroppen har vænnet sig til temperaturen. Hun ser at den grønne genstand er en lille robåd. Vinden er taget til, bølgerne er vågnet og skvulper ind på siden af den lille båd, som nu er lige ud for hende. Hun kikker i båden, der ligger to årer, en flaske vand og et tæppe, - ingen redningsvest. Hun vender hovedet og kikker langsomt tilbage. Hun ser flokken stå og hoppe, lave fagter med hænderne og råbe:” kom tilbage, det er farligt”. Hun hopper op i båden, blæsten er nu lidt voldsommere, der er fralandsvind. Hun griber årerne, holder dem i vejret og vender sig ind mod bredden, som vil hun vise flokken dem. Flokken bliver nu roligere, kikker på hinanden og smiler, hvorefter de løber videre sammen.

Hun smider årerne i vandet, lægger sig på bunden af båden, tager tæppet over sig og lader vinden føre båden ud mod det åbne hav. Båden sejler vuggende gennem disen. Hun lukker øjnene og græder tillidsfuldt, imens den lille både drives ensomt af sted af vindens velvilje.