Endeløse tomrum
Som skiller sjæl fra sjæl
I jegets verden
Visner min sjæl.
Gunnar Ekelöf

Bislev 1967

13 feb. 2013

Op på cyklen. Gammel model, rusten, uden kædeskærm, cykelskærme, bagagebærer og med en kæde der ikke har set olie siden den kom ud fra fabrikken. Jeg bekæmpede den ene bakke efter den anden uden at få syre i lårene. Regnen piskede ned på asfalten og derfra til mit baghjul, der sprøjtede vand og mudder op på ryggen af mig. Jeg bemærkede det næsten ikke før jeg nåede skolen, satte cyklen i stativet og løb ind i klasseværelset. Der er tomt, - det er lørdag, - Bislev Skole 1967. Jeg tager en lille forslidt tennisbold op af tasken, løber ud i skolegården, drengene er alle kommet, jeg står over for dem, - de kikker på mig med skeptiske miner. Jens siger: du er ikke lige så god som kaj Poulsen. Vi får se, siger jeg, - jeg foreslår at jeg spiller ene mod alle jer 7!

Den lethed jeg følte da kampen startede, ville få en ballon til at få mindreværdskomplekser, det var som bolden var tapet til min fod. Jeg var en sikker dribler, min krop var i total balance, jeg svævede og viftede drengene væk én efter én som fluer. Vandt 5 – 4 med et flugtskud som sejrsmål, - lige i trekanten som klokken ringede ind. Jeg fortsatte mit løb ud på græsplænen efter bolden og løb så sveden stod fra min pande og blodårerne dunkede i mine tindinger. Jeg løb for livet for ikke at komme sidst i køen og tabe ansigt overfor drengene, selvom jeg havde vundet kampen. Jeg kom sidst i køen.

Nå, Kaj Poulsen er åbenbart en god målemand, men ikke hurtig nok til at komme til tiden. Disse ord kom fra skoleinspektøren Hr. Vondrup, en lille ond skallet mand, som endnu ikke havde fundet sin livsbane, og derfor kridtede andres op efter sit eget forgodtbefindende. Han kikkede på mig, greb mit venstre øre og løftede mig op, - dette er guds straf knægt, du vover at komme for sent i køen en gang til, - så skal jeg sørge for at både du og din rebelske bror bliver bortvist!

Fra da af viste jeg hvor vigtigt det var at være hurtig, forbandet hurtig. Jeg ville kunne løbe fra alle og udholde smerten, selv når kræfterne var ved at slippe op, - velvidende at Gud og Vondrup altid ville være i hælende på mig.

Mit øre blødte, det var revet af led, tomheden og ensomheden erobrede mig. Jeg tog min taske og ville cykle hjem, hverken Gud eller Vondrup kunne stoppe mig. Noget større var plantet i mig, retten til at være mig, troen på retfærdighed. I skikkelse af Kaj Poulsen ville jeg forsvare mine mål, om det så var på asfalt ville jeg kaste mig og flænse mine fingre blodrøde for at hindre uretfærdigheden i at ske fyldest. Bare vent I sleske boldhentere, I fanger mig aldrig, jeg kan cykle så hurtigt at kun frygten kan indhente mig.

Jeg cyklede ikke direkte hjem, men ned til fjorden, jeg ville tale med den, fortælle den at jeg nok skulle klare det. Jeg legede på de store sten der dansede sig som en bro ud i vandet. Tårerne løb ned af mine kinder og blandede sig med det størknede blod fra mit øre. Det øre som kunne høre de fineste toner fra himlen var såret af Hr. Vondrup og Gud. Jeg vidste at såret ville være der altid, selvom det ikke ville kunne ses. Kun i legen, fortog smerten sig.

En oktobernat 1986 vågnede jeg ved at en stemme hviskede i mit øre, - du kan sove roligt nu, hr. Vondrup er blevet præst! Næste morgen rensede jeg øret, tog min guitar og min notesblok, min sti var ryddet.

Here comes the priest you know

He`s wearing black

The colours he should wear

They left it way back

It will sure bring him happiness

It will sure bring him loneliness

But after a while you know

There`s another show

There is nothing we have done - that can`t be undone

There is nothing we have done - that can`t be undone