Historien om håb

Han opdagede ved en tilfældighed, at han kunne fløjte. Det var ved juletid. Det kom sig af, at han i sin iver for at gøre alt mere end godt havde løbet fra opgave til opgave, var blevet så forpustet og på et tidspunkt så udmattet, at han foroverbøjet prøvede at hive luften tilbage i lungerne. Da var det at der opstod en lyd – en lille melodi – og en fryd fyldte ham med håb. Han begyndte at lave små melodier, en symfoni af håbefulde toner der både bragte minder frem og gav håb for fremtiden. En stemme hviskede til ham: brug din fløjten til at bringe håb og tro på kærligheden tilbage til dem omkring dig.

Som et lyn fra en udfordret himmel havde håbet udpeget ham, som den der sådan for alvor skulle få håbet tilbage på alles læber. Og i deres hjerter.
Håbet havde indset at opgaven var for stor uden hjælpere – alene var håbet sådan set på glatis.

Han genkendte håbet – for det havde lige fra han blev født bare levet i ham som en naturlig ting.
Det var først da alvoren, som iøvrigt ikke kunne lide håbet, kom ind i billedet at håbet blev en glemt mulighed.
Han ser på himlen, snefnuggene danser ned mod den halvkolde jord, de første fnug falder og bliver til ingenting,– smelter, som om de ingen betydning har, men de hvide snefjer fortsætter med at dale i millionvis ned fra den mørke himmel og dækker den sorte muld med en dug af sne.
Hver snefnug dækker sin lille del af jorden– hvert lille fnug af håb, der lysner op i verden,

Han var forvirret over det med håbet – havde håbet det var mere konkret.
Han kom til at tænke på, at det netop er håbet der binder tro og kærlighed sammen – tro håb og kærlighed. Når kærligheden svigter træder håbet nogle gange til, og lige der hvor troen svinder ind til ingenting, svigter, bliver utro – det er her håbet kan komme ind af en lille sprække.
Råb rimer på håb.
Når et menneske kalder ens navn lige netop der hvor ensomheden har erobret sjælen og selv naturen, træerne havet, himlen fiskene og en flødeskumskage ikke vækker den sprække af håb der får gnisterne til at tænde den lille flamme – så er det at stemmerne klinger, vækker genklang, vennerne der alligevel ikke havde glemt en, børnene der bare var på verdensrejse, men, kom hjem i tide, kærligheden som egentlig havde været der altid, men bare for en stund var sløret af tiden og tågen..

Sneen daler langsomt ned fra fra den stjernemættede nat, et øjeblik står den stille i luften, et stilbillede, frosset i det øjeblik, hvor hele kloden kikker op – julenat – stjernerne lyser gennem den frosne sne og reflekteres så lyset rammer alle mennesker på kloden og gør mørket, helt mørkt og livet – det store liv lysere.

Han ser op. Og fløjter en lille melodi.