Historie til en "En ganske særlig tid"

Vi løber på stedet, vores puls stiger, vi kommer ingen vegne. Vi sætter farten ned, kommer ingen vegne, men pulsen falder. Vi kikker ned, fødderne fungerer fint, det er som det skal være, højre fod først og dernæst følger venstre i en fin koordinering, men vi kommer ingen vegne. Instruktøren siger: ”Smil mens I løber, så går det nemmere”. Vi smiler og løber stærkere, men kommer ingen vegne, men pulsen stiger. En anden instruktør siger: ”Hold ansigtet neutralt mens I løber, så bruger I ikke unødige kræfter”. Vi løber på stedet med neutralt udtryk, pulsen er stabil, men vi kommer ingen vegne. ”I skal bokse med armene, når I løber – forstil jer I slår hul i luften, så der er fri bane”, siger en tredje instruktør med et smil. Vi bokser, pulsen stiger og tempoet også, men vi kommer ingen vegne. ”Løb baglæns mens I bokser, så I har overblik, så bruger I de andre muskler og får derved koordineret en anden måde at løbe på”. Disse ord kommer fra en fjerde instruktør, som kun er afløser for de andre 3. Vi gør det nøjagtig, som han siger, pulsen stiger kræfterne svinder, men vi kommer ingen vegne.