Tempo

I mylderet af mennesker og larm opdager jeg pludselig mig selv,

Jeg går lige foran , først troede jeg det var skyggen , men den går lidt til højre

Det er faktisk forvirrende det her

Jeg prøver at hale ind på mig selv, men afstanden forbliver den samme, det sjove er, at hvis jeg så sænker farten kommer jeg nærmere mig selv, altså mig som går forrest

Men er jeg så ikke mig nu? Er jeg først mig når jeg kommer helt op på siden af den, som jeg ser foran som mig selv? jeg vil så stadigvæk være ved siden af mig selv

Nu har jeg sat farten så meget ned, at jeg er forrest, den rigtige jeg altså, den anden jeg som før var forrest er nu bagved, og han begynder nu at løbe , men trods han øger farten forsvinder han mere og mere, for til sidst at forsvinde. Nu er jeg i stilheden på højde med mig selv

Michael Vesterskov fra bogen: I lænestolens dybe stille ro.