01-Sådan er det

I nat kom en sang og lagde sig hos mig. ”Hvad vil du”, spurgte sangen? ”Jeg har ikke tid til dig lige nu”, svarede jeg, ”jeg er midt i en drøm. Jeg har så meget at bære på, – når højst sandsynligt ikke bussen”. ”Hvad er det du skal nå”, fortsatte sangen, – jeg sukkede og svarede: ”Det ved du bedre end jeg, du har set det hele før”. Jeg humpede besværligt videre med al min bagage. Prøvede at løbe. ”Skal jeg ikke bære noget af det for dig”, hviskede sangen, ”det virker som en større byrde for dig, end du kan bære lige nu”. Jeg afslog og humpede videre . Drømmen måtte ikke forsvinde, heller ikke sangen. ”Jeg har brug for jer begge”, sagde jeg med en stemme, der ikke rigtig ville ud. ”Jeg må videre nu”, sagde sangen, ”der er andre, der venter på mig”. Jeg greb ud efter sangen, men den var væk. Jeg prøvede at erindre drømmen, men der var kun små dryp af billeder tilbage. Solen bankede på vinduet, jeg rullede gardinet fra, lagde mig tilbage på sengen, lukkede øjnene. Solens stråler landede på mit bryst, de smilede til mig , spurgte om det var varmt nok, jeg svarede ”ja, varm mig længe, min krop er træt ,den har løbet hele natten – jeg nåede bussen, den var stop fyldt, der var ikke plads, men da den kørte fra busstopstedet og jeg kikkede ind i bussen, var den tom. Den kørte af sted med ingenting”, fortalte jeg til solens stråler. ”Er det det, vi skal nå?” fortsatte jeg inden søvnen lagde sit tæppe om mig.