09-En melodi på vilde veje

Morgenen er lys, lyden af en ny dag er i luften, duften af liv. Et ekko af lyde hvirvler rundt fra væg til væg, mur til mur, hen over tagene, mens solen dæmper morgenkuldens hjertebanken. Skramlen af stablede kasser, døre der åbnes og smækkes i, porte der piber, cykeldæk på asfalten, koste på beton, vand på ruder og lyden af kirkeklokker.

Midt i alt det går Eva fra gade til gade med guitaren på ryggen og sin lille forstærker i hånden. Hver dag den samme rute nogenlunde på samme tidspunkt. Hun stopper på fredspladsen foran Fona. Pakker guitaren ud af den slidte kasse, sætter forstærkeren op lige ved siden af. En hund kommer hen og snuser til kassen, halen logrer og tungen hænger ud af siden på munden. Den sætter sig utålmodigt ventende med forpoterne trippende og halen logerende. Den prøver at fortælle den hedder Bob. Bob rejser ørerne, da den sidste lyd af kirkeklokker rinder ud. Eva spænder guitarremmen fast på guitaren, tager den over skulderen og slår en akkord an. Forstærkeren hyler højt, hun skruer hurtigt ned, mens Bob kikker rundt, som vil den undskylde for de forbipasserende. Bob lader forbene falde ned på asfalten og ligger nu på maven, stadig med tungen hængende i højre side af munden På udstillingsvinduet i Fona står der ophørsudsalg med gule bogstaver. Fra 40 til 80 % rabat på alt. Eva stemmer guitaren, det lyder allerede som en sang. Hun hilsner på nogle forbipasserende og smiler tillidsfuldt. Hun klapper Bob på hovedet og kalder den Rico. Duerne på taget af kirketårnet sidder helt stille og afventer deres videre færd. Eva er klar til at begynde, da hun stille afbryder sig selv og hvisker ”ups”. Hun kikker på Bob, som hun stadigvæk kalder Rico. Bob logrer lidt hurtigere med halen som om den forstår: ”Jeg glemte skiltet”. Eva åbner guitarkassen og griber et lille fint håndskrevet skilt – stiller det foran hende. ”Ønsk en fortælling”, står der på skiltet. Ud fra Fona myldrer folk med poser og kasser. En dreng stopper op, kalder på sin far og peger på skiltet. Drengen løber hen til Eva og hvisker hende noget i øret. Han sætter sig, venter spændt. Bob løber hen og sætter sig ved siden af drengen, drengen kalder den Hund.

Tonerne fra Evas læber og den bløde klang fra guitaren flyder ud over fredspladsen. Bob kikker på drengen og sluger tungen, halen slår ganske stille, som var det i takt med musikken. Drengen lægger blidt hånden på hovedet af Bob og ager den langsomt, Bob smager på tungen. Drengens øjne svømmer ud i evigheden uden redningsvest. Drengens far kommer i snak med andre handlede, der siver ud fra Fona. De viser smilende hinanden de ting, de har købt. Nogle henter kaffe i den lille cafe overfor. En kvinde bytter pakke med en anden kvinde. En mand sælger nogle af sine ting og tæller glad pengesedlerne. En summen af stemmer, blandet med Evas toner fylder fredspladsen.

I fremtiden vil drengen og Bob huske fortællingen, et øjeblik af evighed, der aldrig vil kunne slettes, kun glemmes for en stund. En tilfældig morgen ved klangen af kirkeklokker i det fjerne, vil tonerne dukke op igen – en erindring – et ekko.