Poul Bernth om Så ryster vi posen

Når man hører Michael Vesterskovs seneste CD, ”Så ryster vi posen”, undrer man sig over, at man ikke hører mere til den fine kunstner, end man gør.

Her er fire sange, fire tekster, som man ikke kan lytte til, uden det sætter noget i gang hos en. Hvis man da ellers hører til dem, der gider at tænke lidt over, hvad det er for en tilværelse, vi vader rundt i.

Alene sangen ”Rundkørslen” får en til at overveje, hvad det er vi gør eller ikke gør. Den handler om tankernes rundkørsel, men kan også handle om, hvor vidt vi bare lader os føre rundt i en rundkørsel uden at vide, om vi er forrest eller bagest, om vi selv bestemmer farten eller bare lader og føre med rundt uden at kunne – ville?! – finde en frakørsel.

Men også den meget smukke og stilfærdige ”Hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld”. En lille hverdagshistorie, som må ramme de fleste.

For alle fire sange gælder det samme som for Michaels tidligere udgivne tekster, at hans leg med ord, fanger en hver gang.

Hov, er der ikke fem sange på pladen? Jo, men den femte er en meget dejlig udgave af Harald Bergstedts lille stykke Skagen-kunst, ”Jeg ved en lærkerede” med Carl Nielsens melodi, men vel at mærke i Michaels helt specielle udgave.

Poul Bernth, journalist