“Dybt inde i alle kvinder er der et vildt og naturligt væsen, en kraftfuld styrke, fuld af gode instinkter, lidenskaber, kreativitet og tidløs viden.

Alt for ofte er vi dog afskåret fra vores indre og vilde natur og dermed også fra vores egen kreativitet.

Samfundet har pålagt os at være ‘civiliserede’, velopdragne og pæne, og det spiller ind i alle hverdagens aspekter. Vi mister evnen til at bryde faste mønstre og begrænsninger, og vi mister den dybe kontakt til vores følelser og intuition.”

Sådan står der på bagsiden af bogen “Kvinder som løber med ulve” af Clarissa Pincola Estés. Den bog, som gav mig ideen til forestillingen “Vild sjæl”, som spillede på Københavns Musikteater nov/dec. 2010.

Mennesket har mistet sin centrale plads i den industrielle del af verden og er blevet gjort til middel for økonomiske formål. Vi har mistet samhørigheden med andre og med naturen. Vi prøver at tilpasse os, men føler os utrygge og bange og bruger en masse energi på at kompensere eller dække over angsten. Men jo mere angst, desto mindre liv. Jo mere kontrol desto mindre liv er der at kontrollere.

De lande i Europa, der bryster sig af demokrati og er blandt de mest velstående har, sammen med USA, den højeste selvmordsrate og befolkningen lider af overvægtighed og alkoholisme og andre psykiske ubalancer. Er det fordi vi forsømmer at tilfredsstille dybe behov i mennesket?

Fordi vi har forsømt at give sjælen næring? Er det fordi vi har mistet evnen til at opleve den kraft, der er i stor skønhed som en vidunderlig solnedgang, et nyfødt barns små fødder, musik som vibrerer i brystbenet og som får hjertet til at banke; i trommen, fløjten, skriget, råbet og i stilheden. Og i det skrevne og talte ord; - ikke mindst den kraft der er i “det glemte sprog” - i drømmenes, eventyrenes og myternes verden.

”Vild sjæl” handler om at genvinde kontakten med det instinktive – om at finde tilbage til sin medfødte intuition og sine sanser. Om at finde hjem.